bygget 1878/79 for slagtermester Krygell baghus iflg. bbr 1830, i så fald for købmand Knæckenborg. Det tjener skiftende ejere til ære at de har bevaret skorstenspiberne.
I det tidligere lignende, men mere beskedne forhus boede og virkede købmand, mægler, klasselottericollecteur og rådmand Søren Knæckenborg (1794-1868) senest 1827 - 1868 med familie og tjenestepiger. Da en gruppe købmænd 1847 dannede Pram- og Dampskibs-Interessentskabet, blev Knæckenborg dets første Expeditør 1847-53/54, en ansvarsfuld post idet det påhvilede ham at styre pramningen af købmændenes ladninger til og fra Karrebæksminde. Næstved Avis 25. februar 1854:
... have Kjøbmændene Olivarius og Petræus i Torsdags, paa egne og de herværende Handlendes Vegne, overrakt Hr. Mægler Knæckenborg en smuk Sølvpokal som Erkjendtligheds-Beviis for hans Virksomhed som Expeditør for Dampskibs- og Pramfarten imellem Næstved og Karrebæksminde.
Ceremonien var udtryk for at Knæckenborg nød stor respekt, men også for den opposition der var under dannelse mod konsul Wittusens ledelse af selskabet. Få uger senere indtrådte Knæckenborg i selskabets nye 5-mands-direktion sammen med netop Olivarius og Petræus. December 1857 blev han igen selskabets expeditør.
1864 fik Knæckenborg en mindetavle i Sortebrødreanlægget skråt overfor:
TIL ERINDRING OM MÆGLER OG BORGERREPRÆSENTANT SÖREN KNÆCKENBORGs MANGEAARIGE VIRKSOMHED FOR BYENS OG OMEGNENS FORSKØNNELSE SAT AF ERKJENTLIGE MEDBORGERE PAA HANS GULDBRYLLUPSDAG DEN 23de SEPTEMBER 1864.
Oktober 1871 flyttede slagtermester August Krygell (f. 1838) hertil fra nabohuset (1 side frem). Senest 1877 - 1905 ejede han gården og indrettede slagteri i baghuset. 1890 boede han her med familie, tjenestepige, 2 svende og en lærling. Krygell var også ejendomsinvestor:
Krygell afstod engang i 90'erne slagterforretningen til Jens Peter Johansen (f. 1865) der foreløbig flyttede ind i baghuset, mens Krygell stadig boede i forhuset 1901; 1905 solgte han gården til Johansen der stadig drev forretning 1925. 1929 boede han som fhv.slagtermester skråt overfor i nr. 7.
Omkring 1922 havde manufakturhandler Søren Jensen, tidligere hjørnet af Torvestræde (3 sider frem) en mindre sengelinnedfabrik med systue med fire-fem syersker her, vel i baghuset.
Omkring 1929-70 var her Sydsjællands Kaffebrænderi ved P.E. Andersen (1890-1978) med lager og risteri i baghuset. Forretningsadressen var tilflyttet fra Kindhestegade 9, privatadressen blev 1928 villaen Hans Hornemannsvej 3.
I slutningen af 1982 flyttede Gregersen Revision ind fra Ridderhuset overfor. Året efter ombyttedes den traditionelle fordeling med bolig i forhus og erhverv i baghus.
Iflg. BBR opf. 1830, i så fald for købmand Knæckenborg. Ombygget til bolig 1973 ved arkitekt Knud Toftvad for revisor Kaj Gregersen. Flot at de har bevaret kvist med læssebom.
Her var slagteri 1871 - mindst 1925, vel sengelinnedfabrik o. 1922, o. 1929-70 kafferisteri.