Sct. Peders Kirkeplads 8-12 (hvor 12 er t.v., nærmest), Næstved Museum. Fra øst til vest (venstre til højre, forgrund til baggrund): Mogens Tuesens Boder (7 døre), Henrik Gotschalks Boder (med nyere dør og vinduer) og Vesthuset.
Bod betyder på gammelt dansk lejebolig. Vi kender det i den betydning fra Nyboder i København. Boderne er senmiddelalderlige rækkehuse, elleve eller eller tolv lejligheder, bygget fra ca. 1400 til kort før 1484, samlet længde knap 58 m. Boderne består af tre sammenbyggede huse: nærmest Mogens Tuesens Boder (1 side frem), bag dem Henrik Gotschalks Boder og Vesthuset (2 sider frem).
Boderne er bygget ind i Stueklinten, terrænfaldet ned mod Suså, der dengang var mere dramatisk end i dag. Derved fremtrådte deres facade i hovedsagen som 1½ etage med dyb kælder mod nord, mod Sct. Peders Kirkegård, således at facaden gjorde det ud for kirkegårdsmur mens kældrene træder frem mod syd der derved bliver på 2½ etage. Boderne var fra opførelsen eller kort efter ejet af Sct. Peders Kirke der enten skaffede sig indtægter ved at leje dem ud eller selv brugte dem som embedsboliger, senere også i mindre omfang som velgørende stiftelse. Teglstenshuse var få og kostbare, beboerne har været velstillede folk.
Sært nok reddede kirken denne besiddelse gennem reformationstidens beslaglæggelser og solgte først husrækken gradvis fra vest (begest) til øst (nærnmest) i årene 1726-1766. Da var der indtrådt et vist forfald, dog ikke mere end at Boderne vedblev at være agtværdige boliger for det bedre borgerskab. De private ejere ombyggede dem gradvis næsten til ukendelighed: Facaden mod Kirkepladsen fik sluttelig biedermeier-præg. Mod syd var den middelalderlige oprindelse stadig synlig, men forstyrret af tilbyggede sidehuse.
De 4 nærmeste boder (venstre frem til nedløbsrøret) var fra 1600 en ejendom for sig (1 side frem). Alle de øvrige blev det fra midt i 1800-tallet i den forstand at de havde samme ejer:
Næstved Kommune ejede nr. 12 (nærmest) siden 1905 og købte resten omkring 1960. Det skete med henblik på restaurering, men vel nok så meget fordi den projekterede toetages betonkonstruktion Bredstrædeparkeringen, realiseret 1968 og igen fjernet 2000, forudsatte at kommunen ejede grundene. Boderne blev restaureret, eller rekonstrueret, 1966-84, især 1966-67, 1975-78 og 1982-84 i tre etapper fra vest (bagest) til øst (nærmest). 1987 blev projektet belønnet med diplom fra Europa Nostra. Boderne blev i 1969 overdraget til Næstved Museum der bruger dem til udstilling af især kunsthåndværk, bl.a. Kähler keramik og Holmegaard glas.
Litt.:
Boderne i Næstved, udg. af Næstved Kommune, Miljøministeriet og Planstyrelsen 1988
Palle Birk Hansen: Næstveds boderækker - en oversigt,
Liv og Levn 10-1996
sydfacade mod Suså, fra v.: Vesthuset, Henrik Gotschalks Boder og Mogens Tuesens Boder
Næstved Tidende 3/11 2003: ... café ved den frilagte Suså. I Boderne skal indrettes café. Byrådets ejendomsudvalg har efter forhandlinger med Næstved Museum besluttet at udbyde driften af en café i offentlig licitation. Det lød som en rigtig god idé. Desværre har vi ikke hørt mere til den.
sydfacade mod Suså
fra v. (baggrunden): Vesthuset, Henrik Gotschalks Boder og Mogens Tuesens Boder