Farimagsvej 24, grundmur på naturstensssokkel, opført 1905-07 ved arkt. Vilhelm Fischer* for Justitsråd Wittes og Hustrus Stiftelse. Huset rummede 6 lejligheder med centralvarme og portnerbolig. 1996-97 blev huset smukt renoveret med tilskud fra Næstved Kommune.
Justitsråd Iver Nicolai Witte var postmester fra 1830 til sin død 1866. Han ejede en gård på Axeltorv, senere kaldet Fixhus, nu Danica-gården, der var post- og befordringskontor 1830-65. Hans datter Henriette Cathrine (1826-1904) giftede sig med Emil Theodor Fix (1838-91), der med sin boghandel, nu Langes Boghandel, overtog huset på Axeltorv og lagde navn til både det og Fixvej i Markkvarteret. Da Henriette Cathrine var blevet enke, satte hun ved testamente sine afdøde forældre dette minde, der altså først rejstes efter hendes død.
Fundatsen bestemmer, at stiftelsen skal bestyres af postmesteren, sognepræsten og politimesteren. Dens Nyderinder skal være Enker og Døtre efter Postembedsmænd, Embedsmænd og Borgere navnlig i Næstved og denne Bys Omegn. Med hver plads fulgte et legat på 300 kr. pr. år.
Her tilbragte enker og frøkner af borgerskabet deres otium. De første pladser tildeltes oktober 1907 Fru Caroline Amalie Stage, Frk. Anna Louise Galle, Enkefru Anna Christine Frederikke Jørgensen, Fru Birgitte Kann, Fru Kammerraadinde Helene Petersen og Fru Antonie Rodian (SS-D 18/10 1907). Det hændte at en husbestyrerinde eller tjenestepige flyttede med.
--------
* Weilbachs Kunstnerleksikon, udg. 2000, normalt særdeles pålideligt, angiver uden forbehold
Fr. Wilsbech som husets arkitekt. Men evidensen for Fischer er stærk - ikke mindst hans originale og signerede tegninger på Næstved Kommunes Tekniske Forvaltning. Det er mig bekendt Vilhelm Fischers (1868-1914) eneste arbejde i Næstved. Hans mest kendte værker er Hotel Bristol på Rådhuspladsen i København (1901-02) og Råd-, Ting og Arresthuset i Holbæk (1909-11).