ca. 1906 (ml. 1904 og 08), postkort, ukendt fotograf
T.v. daværende Torvestræde 15 (og Sct. Mortengade 1) der med skråt hjørne svarede til daværende Torvestræde 10 så at de dannede en harmonisk indgang til Torvestræde.
Dobbelthuset Sct. Mortensgade 1-3 afløste mellem 1827 og 1860 to bindingsværkshuse; stærke indicier peger på ca. 1850 og på snedkermester Jens B. Lemvig som bygherre; han ejede huset senest 1850 til sin død 1896. Konditor N.H. Kragh lod 1954/55 huset ombygge.
Det var én ejendom indtil 1907/08 og igen siden ca. 1918. Ejeren, snedkermester Jens Lemvig boede selv i nr. 3 (t.h.), o. 1860-80 på kvistetagen, 1860 med kone, tjenetepige 2 svende og 3 lærlinge. Han drev værksted og møbeludsalg her. Fra 1869 lejede han virksomheden ud; værkstedet tilhørte o. 1890-1901 snedkermester Hans Olufsen Søndergaard der 1901 boede i Lemvigs tidligere lejlighed.
Lejerne var mest folk af en vis stand; da korpslæge, senere sygehusschef Lorentz Lorck 1871 flyttede til Næstved, lejede han sig ind her. Her var privatskole for piger 1855 - mindst 1870, - 1863 ved frk. Wilhelmine Rudolph, derfter frk. Louise Obel.
Åbningen af Sydbanen 4/10 1870 blev ikke hilst velkommen af Næstveds forretningsdrivende, men her ligefor Jernbaneveien (t.h.) udløste den foretagsomhed. Maj 1871 åbnede C. Christensen gæstgiveri i huset. 20/10 1874 blev det Conditori og Wienerbageri, også med butik, i nr. 3
I Sct. Mortensgade 1 var der købmandsforretning omkring 1894-1943
1896/97 etableredes Udsalg af Slagteriaffaldhos Emil Jensen. Det udvidede 1898 ind i Laus naboejendom t.v. 1901omfattede forretningen også Nestved ny Pølsefabrik, pølsemager Anders Jensen boede på 2. sal, 1903 rykkede Næstved Svineslagteri (Koopmann) hertil fra Kirkestræde 1. 1910 blev den del af forretningen overtaget af Køge Andels Svineslagteri Udsalg der stadig var her 1949.
Da Emil Jensen 1906 solgte gården og forretningen blev den del af forretningen overtaget af Køge Andels Svineslagteri Udsalg der stadig var her 1949. Koopmanns udsalg flyttede vel til Vinhusgade 9 hvor det var fra senest 1917; pølsemager Anders Jensen gjorde sig selvstændig henne i nr. 13.
-----
Mogens Søeborg var både konditor og underofficer. Under besættelsen var han ledende i modstandsbevægelsen i Herlufsholm. Alligevel fik moren i konditoriet trusselsbreve og knuste ruder. Det var ikke uproblematisk at være bager og konditor dengang. Det illegale Sjællandske Breve 25/4 1944: Vi ser imidlertid nu her i Næstved, at bagerne synes at have oceaner af varer at sælge til hunnerne. Disse slæber dag ud og dag ind med poser med brød, hele lagkager og bakker med kager samtidig med, at de sidder og delikaterer sig i konditorierne. DET ER MODBYDELIGT AT SE PÅ. [...] Fru Søeborg har skovlet penge ind på tyskerne. Hun har kørt i læssevis af alle mulige kager ud på kasernen, eller tyskerne har selv hentet dem efter forudbestilling. [...] Efter kl. 16 kan hendes faste kunder hverken få brød eller være i konditoriet, [...]. Husk også, fru Søeborg, at værnemagere dels vil blive straffet, dels vil få formuerne konfiskeret!!! Modstandsbevægelsen truede hende til at lukke forretningen nogle dage fra 1/5 1945 og planlagde at sprænge den 4/5 kl. 22. En lignende aktion var blevet gennemført 17/2 mod kollegaen i Grønnegade Grønnegade 5. Men her kom frihedsbudskabet kom den akkurat i forkøbet. (Allan Huglstad: Kiv og krig).
Helt t.h. Sct. Mortensgade 5. Byrådet 9/10 1884: Forholdene i Enkefru Langes Eiendom ere saa slette, at de ikke bør taales, da de kunne være Arnested for en Epidemi ... Det vedtoges at tilstille Sundhedskommissionen Sagen til videre Foranstaltning (NT 11/10). 1898/99 lod pantelåner Eriksen arkitekt Chr.P. Jespersen bygge nyt sidehus og retirade igrundmur. 1932 lod enkefru Claudi Hansen arkitekt Urban Hansen-Reistrup sætte en taskekvist på, over næsten hele facaden, med altan i midten. Altanen forsvandt engang efter 1985.
Nedrivningsplaner mobiliserede bevaringsfolk pga. det maleriske gårdmiljø med toppede brosten og forfaldne side- og baghuse, noteret med høj bevaringsværdi i Kommuneatlas Næstved (1991). Nedrivningen gennemførtes 1999.
Her var sadelmageri o. 1827-80
Her var privat pigeskole
Undervisningen er vel foregået i et side- eller baghus.
Også her, skraas for Jærnbanegade, skabte jernbanens åbning 4/10 1870 foretagsomhed. 25/11 annoncerede værtshusholder Chr. Jensen: Aftrædelsesværelse og Logi! i Forbindelse med min Beværtning i Sadelmager Langes Gaard i Gaasegade [...] tilbyder jeg et smukt tapetseret, meubleret og opvarmet Værelse til midlertidigt frit Ophold for Reisende, som ankomme eller afgaae med Jernbanetogene. Om ønskes kan tillige Logi erholdes. Det har nok ikke været nogen god forretning, 1873 skiftede Jensen profession og blev urmager; han var her stadig 1880.
Øl- og detailhandler Christoffer Madsen var her 1883-93, tilflyttet fra Krumport 1, fraflyttet til hjørnet Ramsherred Grønnegade. Det var hans tapperi der forårsagede sundhedsproblemer. 1890 boede han her med familie, pige, karl og ølkusk.
Huset havde tradition for forretninger der solgte næsten alt undtagen fødevarer:
Her var også
Bagude boede Frelsens Hær til leje fra senest 1904 til den flyttede i eget hus 1918. I øvrigt var der skiftende håndværk, bl.a.:
-----
Mindestenen over de faldne i de 2 slesvigske krige blev rejst af De danske Forsvarbrødre for Næstved og Omegn 14/4 1904, forsvarsbrødrenes 25-års-dag. Den var en smuk gestus som næppe nogen kunne tage anstød af - den står da også endnu, flyttet til den anden side af kirken. Men flankeringen af 4 potent opretstående kanoner gjorde mindesmærket til en militærpolitisk manifestation, bl.a. finansieret af en indsamling foranstaltet af Næstved Tidende hvis udgiver og redaktør Regnar Petersen var formand for Forsvarsbrødrene. Sydsjællands Social-Demokrat 4/5: Hr. Regnar Petersens Kanoner ved Forsvarsbrødrenes Mindesten er nu stablet op paa Enden, saledes at Mundingerne vender lige lukt op i Luften og 14/6: Hr. Regnar Petersens Fæstning paa St. Mortens Kirkeplads.
Det var et ekko af et slogan som oppositionspressen i hovedstaden og på landsplan med held kørte 1903-04 mod den nye Venstreregerings krigsminister der også var oberst: Madsens kasematter. Da der 1911-14 kom flere soldater til Næstved, dæmpede Social-Demokraten sin principielle antimilitarisme; der var arbejdspladser i garnisoneringen.
En tilsvarende dobbelthed finder vi hos Næstveds borgerskab: Tvangsindkvartering af mandskab og især heste var en byde, men militæret gav også omsætning. Problemet lettede vel noget da Næstved i årene efter 1. verdenskrig blev nedrtustet, men helt løst blev det først 1940 med Gardehusarkasernen.