Lille Næstved

Nedrevne

© Peter Loumann. Kontakt mig hvis du vil bruge et eller flere af mine fotos.

Se også Næstved Havn og Herlufsholm!

Lille Næstved er Næstved på den anden siden af Suså. Den er lige så gammel som Næstved, de nævnes begge første gang i Peder Bodilsens gavebrev fra 1135, sådan at de fremtræder som sammenhængende. Man kom til Lille Næstved over Store Bro. Herfra gik det videre ad landevejene enten mod Slagelse eller mod Karrebæksminde og Skælskør. Sådan er det stadig selv om den nye sydlige omfartsvej har taget lidt af trafikbelastningen.

Lille Næstved bevarede længe sit landsbypræg, lave bindingsværkshuse med stråtag, der ikke var lovligt ovre i købstaden. Rester af det miljø fornemmes stadig især mellem Slagelsevej og Suså. Med anlæggelsen af havnen og rørlægningen af Suså 1935-38 blev landsbyen landfast med købstaden og integreredes mere og mere. Men indtil kommunalreformen 1970 var der stadig både en kommune- og en amtsgrænse at overvinde (Herlufsholm Kommune, Sorø Amt). Anlæggelsen af Fønix-krydset omkring 1972 skabte en ny barriere for fodgængere og cyklister.

Den lille Nixvej fik 1935 navn efter læge, professor og klog mand F.S. Berléme-Nix, der boede her omkring 1886-1900 og opførte huset på hjørnet mod Slagelsevej.

23/10 2011