opført 1907-08 af tømrermester, entreprenør Carl Jensen
Facaderenovering 2000-2002 for Sthurs Farvemessen, foregrebet af en forretning mod Jernbanegade (nedenfor) 1997, belønnedes med Næstved Bygningsbevaringsfonds præmie. Den indledte den videre restaurering af dette afsnit af Jernbanegade.
Bygherren boede her selv o. 1911, tilflyttet fra Nordre Farmagsvej, senest 1916 fraflyttet til Jernbanegade 21 som han også havde bygget og ejede. Huset her solgte han mellem 1911 og 16 til handelsgartner Chr. Petersen, Farimagsvej 43, der 18/12 1914 åbnede den finere gartneri- og grøntforretning La Reine på hjørnet mod Ramsherred, et navn vi senere genfinder længere nede af Ramsherred; udtalen var iflg. overlevering enslydende med regne. Forretningen var her stadig 1930. Garner Petersen boede her ikke, men hans søn Charles Petersen Dybdahl (f. 1876) boede på 2. sal o. 1921-25 og drev autobilforretning her indtil mindst 1929.
Omkring 1909-10 drev Axel Christiansen Udstyrsmagasinet med manufaktur over hele den skrå hjørnefacade. Omkring 1913 drev A.W. Adamsen skrædderforretning i den venstre og største del af hjørnefacaden, o. 1918-20 videreført af hans efterfølger E. Hansen Erch der reklamerede med Færdigsyede Habitter og Paletots af eget Fabrikat. Her var stadig Fineste Skrædderi for Damer og Herrer senest 1921 - 1943, nu i facaden mod Jernbanegade ved A. Trägårdh der flyttede til Vinhusgade 14.
1932 blev La Reines tidligere lokale overtaget af Wilh. Kleins Renseri og Farveri, grundlagt 1920 af Hjorth Christensen & Co., ovetaget af Wilh. Klein 1927 og flyttet hertil fra Ramsherred 25. Klein døde 1955, men forretningen fortsatte med hans navn til mindst 1964.
Omkring 1910-29 havde glarmester Wilh. Ludvig Dane forretning mod Jernbanegade (.fotoet t.v.) hvor Marie Dane ved samme tid drev modehandel; o. 1920-21 var indehaveren Elna Bjørnholt der boede på 3. sal med to døtre og en medhjælperske, midt i 20'erne M. Haase, o. 1934-60 hed den Næstved Modesalon, o. 1966-70 Hatte-Nyt. Også mod Jernbanegade havde A.H. Hansen (død 1967) købmandsbutik senest 1928 - ca. 1963, tilflyttet fra Jernbanegade 4 overfor. Den afløstes af Olympia Sport til mindst 1992, indtil 1/3 1968 ved Bent Hagerup Rasmussen, så ved Helmer Jacobsen. Forrest mod hjørnet var der bladkiosken B.T.-Centralen omkring 1936-60.
Seri-Foto ved fotograf Johannes Andersen begyndte 1935 i Kindhestegade 24, men flyttede 1943 til Jernbanegade 5 her. Vægten flyttedes fra atelier til fotohandel. Ved Andersens død 1965 overtog Annelise Rasmussen, medarbejder siden 1956, forretningen, fra 1970 sammen med sin mand Harly Rasmussen. 1972/73 lukkede de atelieret, sommeren 1976 flyttede de over gaden til Jernbanegade 4.
Mod Ramsherred (t.h.) var der
Vagn Sthurs Farvemessen, senere Sadolin Farveland, åbnede 1964 beskedent i det tidligere Kleins renseri, men voksede i årenes løb til hele forretningsfacaden og også nabohusene. Forretningen lukkede her i foråret 2007, men tæppeafdelingen i nr. 3 (1 side tilbage) fortsætter.
Ovenpå var erhvervslejligheder
og beboelse
Frisørsalonen Cleopatra ved Bo Larsen, tidligere Studie B i Krumport, åbnede august 1996 her i Olympia Sports tidlige lokale og tilbageførte 1997 forretningsfacaden til nær den oprindelige, som den første af butikkerne i husrækken.