bindingsværk på kampe- og kvaderstenssokkel
Stueetagen er bygget mellem 1736 og 1761, førstesalen påbygget senest 1781. Men facaden er ændret flere gange. Vinduerne er ændret, 1965 blev bindingsværket pudset over, senere opsattes snydebindingsværk, der blev hængende til mindst 1987.
Det har været velstående folk der ejede og boede i huset: 1781 købmand Peter Mørch hvis forretning, eller rettere dødsbo, siden indgik i Brandts købmandsgård; 1787 consumptionsforvalter Hans v. Holten med kone, seks børn og to tjenestefolk; 1808 toldkasserer Lundegaard der 1810 er avanceret til kancelliråd.
1827 ejede købmand Carl Peter Soldath (1786-1854), huset, 1860 var enkemadam Lise Soldath, født Kruse (d. 1896), kapitalist (datidens ord for selvfinansierende pensionist) flyttet herhen. Hun var kun 50, et års barnløst ægteskab med den 24 år ældre købmand sikrede hende en forholdsvis bekvem tilværelse i den rummelige og herskabelige gård, hvor hun lejede en del ud til endnu en husstand, hendes egen omfattede også den afdøde mands bror fhv. murer Poul Mathias Soldath (1789-1865) som hun forsørgede, adoptivdatteren Maria Nina (f. 1855) og en tjenestepige. Hun sad stadig i ejendommen 1877.
Sidehus fra 1871, ombygget 1930 ved arkitekt L. Beldring. Mindst indtil midten af 1980'erne stod det i rå mursten, men ved en istandsættelse blev det overpudset.
2007 blev ejendommen ombygget til 7 ejerlejligheder for Abel og Tolfjord Byg, København. Sidehuset blev dels om-, dels nybygget med fladt tag og tagterasser (ikke vist).
Pr. april 1901 købte skolebestyrerinde frk. K. Kruse huset og flyttede sin privatskole fra Sct. Mortensgade 11 hertil. Enkefru Kathrine Vilhelmine Kruse (f. 1826) boede her 1906 med 4 ugifte døtre og lærerinder, 1911 var de 4 søstre tilbage under ledelse af den ældste, frk. Anna Kruse (f. 1857), o. 1916-21 3 søstre. 1899 havde frøknerne Kruse søgt om kommunalt tilskud og fået afslag, hvilket harmede oppositionen i byrådet: skomager C.C. Nielsen: Frk. Mørchs Skole er en Skole for finere Folks Børn. Frøkenen opfordres til at søge og faar Tilskud. I Kruses Skole gaar Børn af jævne Folk. Denne Skole søger og faar ikke Tilskud (SS-D 23/10). Senest 1911 var Kruses skole statsanerkendt og modtog det år 735 kr. over finansloven. Den lukkede december 1922 da elevtallet var faldet til 16. De fhv. lærerinder Anna, Camilla og Frederikke Kruse boede her stadig 1925.
1931-73/74 var her apostolsk kirke og skole, så Herning-køkkenet. 1981 købte Næstved Tømrermesterforening huset og indrettede lavshus i sidelængen. Ved midten af '80'erne overgik det til Næstved Malerlaug.
6/1 2012