Mjølner,Ramsherred 6
6/8 2006 kl. 9.31, © pelo

Mjølner

Ramsherred 6, opført 1911 for uldhandler og trikotagefabrikant L.P. Petersen, sandsynligvis ved arkitekt Ludvig Beldring; det var i hvert fald ham der 1916-17 indlagde wc'er til afløsning af tre Retirader i Gården og muligt et enkelt Kloset i en Lejlighed, og ved den lejlighed henviste til at at installationen var foreberedt ved byggeriet 1911. Istandsættelse 2005-06 for optiker Ib Rønne

L.P. Petersen

(1864-1950) annoncerede 23/12 1911 (NT): Næstved Uldvarefabrik er flyttet til min ny Ejendom "Mjølner" i Ramsherredgade. Uldstrikkeren, som Lars Peter Petersen blev kaldt, kom fra Midtjylland, en af flere driftige uldjyder i Næstved. 1891 drev han forretning i Farvergade, 1892 flyttede han til det daværende Torvestræde 8 hvor 34 mand var beskæftiget med fabrikation af trikotage og urtebryg. Persen var også var også klog mand, udgav en lille lægebog med husråd og bryggede forskellige miksturer, som han tappede på flasker og solgte. Hans Næstved Uldvarefabrik, saavel i eget Fabrikat som tilført forsatte sst.i den nye apoteksbygning. Sortimentet var bredt og omfattede også Tricotage, Sko og Støvler og Symaskiner. 1907 byggede han det store hus på hjørnet af Ramsherred og Sankt Mortensgade, hvor han boede o. 1911. 1912 byggede han også Trikotagevejens kaserne. Her i sit nye hus indrettede han 1911 sit udsalg for Næstved Uldvarefabrik , L.P. Petersen t.v. og trikotagefabrik i et nu nedrevet baghus. 1913 tog han navneforandring til Lars Peter Petersen Lønager, men det slog aldrig rigtig igennem. Hans forretning var her stadig 1939, men 1940 er den afløst af en grønthandel. Fra sin lejlighed på 1. sal t.v. fortsatte han med at sælge miksturer som han fremstillede i køkkenet.

At han gav sit ellers europæiske hus det nordiske navn Mjølner antyder måske at han var aktiv i Dansk Arbejde der netop har Thors hammer som logo. Men det kan også bare være et udtryk for tidsånden. Han havde flere bierhverv: Udvandringsagentur (stadig i Torvestræde 8 1920), agenturer for National Livsforsikringsbank Rotterdam og Nordisk Brandforsikring. Han var aktiv i afholdslogen Concordia, formand for detailhandlerforeningen og medstifter, meddirektør og bestyrelsesmedlem i Haandværkerbanken.

Sydsjællands Venstreblad

var Det Radikale Venstres avis i Næstved, grundlagt 1905, samme år som partiet, af det landsdækkende A/S Den frie Pesse og i mindre omfang af lokale indskydere. Det udkom fra nytår 1906. De første år lå redaktionen i Riddergade 7, men 13/10 1911 flyttede det hertil. Redaktionen havde først lokaler i stueetagen t.h., senere ovenpå, i et baghus var der avis- ,accidens- og bogtrykkeri. Med Venstrebladet er det overalt udbredte firebladssystem etableret i Næstved. Fra 1905 havde Danmark et firepartisystem, og kort efter havde hvert parti etableret sin partipresse. Alle større byer havde 4 aviser så at man hver aften - provinsbladene udkom sidst på eftermiddagen - kunne blive bekræftet i sin opfattelse. Systemet faldt sammen o. 1960. De svageste aviser måtte lukke. Tilbage blev én lokalavis for alle, omnibusavisen. I Næstved som i mange mellemstore provisbyer vandt Venstre-avisen. Venstrebladet var det svagest. Allerede 1907 måtte moderselskabets direktør Herman Heilbuth (1861-1945) redde det ved selv at overtage det. Da han 1920/22 gav det videre til et rekonstrueret selskab måtte han acceptere et tab på 336.000 kr. 1951 blev Venstreblad lagt sammen med Venstres Folkeblad i Ringsted og trykkeriet lukket, 1958 gik det ind. Nu har Ekstra Bladet lokalredaktion på 1. sal.

andre

T.h. drev Ethelfeldt & Mortensen forretning med radio, cykler, symaskiner og grammofoner fra senest 1921 til 1936/37, videreført af Harald Mortensen til mindst 1960. Hannelore og Hans Bay drev forretningen Loré med eksklusiv damemode i samme lokale 1961/62 - 94 . Senest 1966 til 1975/76 havde legetøjshandler Ernst Heilbuth og fru Nina forretning i ejendommen - der kom Legetøj og hobby på gavlen t.v.. Ved nytår 1976 overtog Ib Rønnes Optica Heilbuths forretning. Optica var begyndt 1973 i Vinhusgade 9. Hovedforretningen flyttede 1983 til Hjultorv 1, men afdelingen her fortsatte nogle år.

Ramsherred 6
21/4 2004 kl. 8.28, © pelo
Ramsherred 6
6/8 2006 kl. 9.33, © pelo

 

Istandsættelsen 2005-06 fremkaldte igen husets navn på portens overligger

Boboelsen i tagetagen med indfældet altan er indrettet ad flere omgange 1970 - ca. 2000. Sidehuset t.h., der læner sig op ad KTAS' store hus, er trykkeriet. Sidehuset i forgrunden t.v. blev 1978/79 reduceret fra 3 etager til 1; 2005-06 fik det tagterrasse. Et baghus er nedrevet.Renoveringen 2005-06 fjernede skorstenspiber og gavlreklame

Avisen lukkede sit trykkeri 1951, men det fotsatte som Central-Trykkeriet ved Birger O. Olsen & Søn indtil 1973.

Ramsherred 6
21/4 2004 kl. 8.26, © pelo
Ramsherred 6
7/8 2004 kl. 16.45, © pelo

Østgavl før renoveringen 2005-06 der fjernede skorstenpiber og gavlreklamer

Vestgavl før renoveringen 2005-06 der fjernede denne koloristiske gavlreklame. Optikerkæden DanSyn havde forretning i huset fra august august 1995 til 2001 eller kort efter.

11/2 2011