Skyttemarksvej 59-61

Skyttemarksvej 59-61
22/3 2003 kl. 16.22 © pelo

Opført 1933-34 (*) ved arkitekt Ludvig Beldring for Næstved Kommune, bl.a. for at afhjælpe arbejdsløsheden, 12 ens toværelses lejligheder, dog parvis spejlvendt, á 69 kvm, uden altan. Huset er et smukt eksempel på tidlig fusion mellem nyklassicisme og funktionalisme. I betragtning af tidspunktet viser det en radikalitet jeg ellers ikke kender Beldring for.

*) Tegninger dateret maj 1932, spildevandstilladelse 16. nov. 1932, synet og attesteret 14. jan. 1935. Ved vedtagelsen i byrådet 1932 Venstres Vilh. Larsen imod; han brød sig ikke om at folk skulle bo i store kaserner

Oprindelig havde hver lejlighed wc, men hverken centralvarme eller bad. Fra begyndelsen eller senere var der to fælles baderum i kælderen, et for hver opgang. Et forslag til installation af centralvarme fra 1974 er vel blevet realiseret kort efter. Nye vinduer 1984. Tilladelse til installation af bad i hver lejlighed 2002. Huset er nu privatejet, lejlighederne er stadig lejelejligheder.

5/9 2007