7/8 2004 kl. 16.24 © pelo
Næstved Museum, Ringstedgade 4
www.aabne-samlinger.dk/naestved/
Opført i 1400- og de første årtier af 1500-tallet. Den østlige endes stueetage (bagest, t.h.) er resten af en række stenboder fra 1400-tallet. I de første årtier af 1500-tallet blev huset forlænget eller snarere ombygget mod gaden og forhøjet med overetage, og Vor Frue Kirke blev indrettet i den vestlige ende (forrest, t.v.). 1804 efter kirkens nedlæggelse mistede det hvælvinger og spir.
Helliggejst var i middelalderen en gejstlig stiftelse for hittebørn, gamle, syge og svage. Den egentlige helligåndsorden stiftedes 1198 i Sydfrankrig, men fik hovedsæde i Rom. Helligåndshuse var ikke klostre, men lægmandsinstitutioner der efterlevede ordenens formål. De fandtes i mange byer. I Næstved omtales Helligåndshuset første gang i et testamente 1398. Det fik netop sine midler ved gaver, almisser eller testamentariske, og ejede efterhånden en del ejendomme. Men dets egne bygninger ved denne tid kendes ikke. De har rimeligvis ligget længere tilbage mod Munkesø hvor nu boligkomplekset Museumshaven står. Mod Ringstedgade her var der almindelig verdslig bebyggelse. Omkr. 1390 brændte et bindingsværkshus ned, og kort efter blev den lille Vor Frue Kirke bygget. Ruinerne ligger under Museumshaven der var kirkegård.
Stiftelsen erhvervede huset med henblik på etablering af et egentligt helligåndskloster til hvilken den opnåede tilladelse ved en delegation til Rom 1514. Samme år ramtes huset af en brand, kirkerummet flyttedes derefter til husets vestlige ende, hvor det sammen med kirkegården fungerede til 1803, den gamle kirke blev revet ned. Klostret blev aldrig oprettet.
Under reformationen overdrages Helligåndshuset 1532 til købstaden som hospital og fattighus. Ti år senere nedlægges spedalshedshospitalet Sct. Jørgens Gård i Åderup der nu er overflødigt, og dets gods lægges til Helliggejst.
En række på sandsynligvis 4 boder opførtes i 1400-årene med indgang fra kirkegården.
Bod betyder på gammelt dansk lejebolig. Vi kender det i den betydning fra Nyboder i København. Boderne er senmiddelalderlige rækkehuse
En af de to tidligere boder der blev genskabt ved restaureringen 1926-27
Efter branden 1514 blev huset forlænget eller snarere ombygget mod gaden og forhøjet med overetage, og Vor Frue Kirke blev indrettet i den vestlige ende:
Efter branden 1514 blev huset forlænget eller snarere ombygget mod gaden og forhøjet med overetage, og Vor Frue Kirke blev indrettet i den vestlige ende. Forskellen i udformning af facadens detaljer mellem det tidligere kirkerum her og de to bevarede boder er tydelig. Kirkerummet fungerede sammen med kirkegården til 1803. 1804 mistede det hvælvinger og spir.
I århundrederne efter reformationen var det ikke fattigforsorgens hensigt at bekæmpe fattigdom. Den var et grundvilkår. Hensigten var at bekæmpe dens værste følger for samfundet og ordentlige folk: tiggeri, omstrejfen, løsgængeri. Statsmagten skelnede mellem værdigt og uværdigt trængende som det fremgår af den vigtigste lovgivning for området: fattigforordningen fra 1587, fattigforordningen 1708 og loven om fattigvæsenet 1803. Værdigt trængende skulle have nødtørftig forsørgelse, organiseret af sognepræsten og købstædernes fattigforstandere, finansieret af frivillige bidrag til kirkernes fattigkister. Uværdigt trængende skulle tvinges i arbejde, først ved kongelige fæstninger, siden ved statslige manufakturer, værksteder der mestendels kun eksisterede som planer, siden i lokale arbejdsanstalter.
Den lokale virkelighed kunne ikke leve op til lovgivningen. I folketællingerne her ses ingen skelnen mellem værdigt og uværdigt trængende. Også børn blev anbragt her, ægtefæller blev skilt ad. 1787 var her 8 almisselemmer i alderen 54-90, et af dem med en datter på 10. 1801 er her også 8 voksne, 44-80 år, deriblandt 1 ægtepar. Personale ses ikke. Akut syge må antages at være udskilt da det nye amtssygehus åbnede 1817. 1827 indrettes arbejdsanstalt med klædefabrik der fungerer indtil 1850'erne. Vævene var opstillet på førstesalen over det tidligere kirkerum. Ved folketællingerne 1834-50 bor her en fabriksmester med familie, 1840 også 2 spindersker og 2 væversvende, alle 4 ugifte, 1845 er her en enkelt ugift mand ansat foruden mester, 1850 en portmand og 3 fabrikanter, dvs. ledende svende. Og så naturligvis lemmerne: I 1834 28, heraf 12 børn i alderen 6-15, 1 ægtepar og en gift; i 1840 34, heraf 1 barn på 15 og en væverlærling på 20; i 1850 24 i alderen 4-77.
bagside mod bebyggelsen Museumshaven
Antagelig i 1500-tallet fik huset en tilbygning mod østgavlen der længst er forsvundet. I Helligåndshusets østlige gavl ses tydelige spor af en tilbygning, måske fra 1500-tallet.
I løbet af 1800-årene fik huset nyere vinduer. Sydfacaden her fik udvendig trætrappe til læssekvist på taget.
Hen ved midten af 1800-årene ændredes synet på fattigdom. Man talte nu om fattigdomsproblemet eller pauperismen. Junigrundloven 1849 sikrede den der ikke kunne forsørge sig og sin familie, ret til offentlig støtte, dog mod tab af borgerlige rettigheder og til en vis grad personlig frihed. Men konkret var den centrale indsats ubetydelig. 1856 kom der en lov om De Fattiges Kasse som fik indtægter fra kirkebøsser o.a. Midlerne var små og skulle bruges til at holde folk fra fattiggården, ikke til de hårdest ramte fattiglemmer. Med samme hensigt satsede staten på forsikringsprincippet med en opfordring til statsanerkendelse af sygekasser som erstatningen for den sikring, lavene havde ydet indtil deres nedlæggelse fra 1862, og med Statsanstalten for Livsforsikring 1871. Hermed opfangede man ikke de svageste. Det kom først med lov om aldersrente 1891 og lov om sygekasser 1892.
I Næstved måtte lemmerne fra 1853 dele institutionen med de indlagte i det militære sygehus, der flyttedes hertil fra et hus på hjørnet af Kirkepladsen og Pølsen (nu Gråbrødrestræde), nedrevet 1911/12. Omtrent samtidig nedlagdes fabriksvirksomheden der vel aldrig var en økonomisk succes. Ved folketælingen 1860 var her indlagt 12 dragoner, heraf 10 slesvig-holstenere, og her var 25 fattiglemmer, 22-79 år. Der var nu en tendens til at sætte børn i privat pleje, og kommunen rådede også over nogle få boliger i Møllegade og Bredstræde. Til at tage sig af de syge soldater var her en sygepasser, en sygehusvagtmester og 2 sygevagter. Fastboende personale for de fattige ses ikke, men har var en skomagermester med husstand, deri 2 moderløse børn. 1868 henlagdes tvangsarbejde til den nye amtslige tvangsarbejdsanstalt. Omkring 1870 boede opsynsmanden med familie i halvdelen af stueetagen her. Det år var her 31 lemmer, 19 - 84 år.
Den lokale velgørenhed og selvorganisering gik mest ud på at holde grupper fri af det hårde fattigvæsen. Det gælder Ostenfeldts Stiftelse fra 1816 (boliger fra 1841), Nestved Svændes Styr fra 1839 (boliger fra 1894), Stiftelsen for værdige Ægtefolk og Mænd fra 1852 (boliger fra 1857), Understøttelsesforeningen fra 1866, Syge- og Alderdomshjælpeforeningen fra 1869 og Sanders Friboliger fra 1877.
1883 afløstes Helliggejst af en moderne fattiggård, 1903 også af et nyt militært sygehus. Huset brugtes så til beboelse og lager, sidehusene til beboelse og forretning.
H.B. Storck (1839-1922, Kbh.) tilhører den nationalromantiske historicisme. Han var med til at rehabilitere gotikken, bl.a. med sine opmålinger af Latinskolen her i Næstved inden den blev revet ned. Hans tilgang til restaurering var ikke i overensstemmelse med nutidens - hvad der egentlig ikke kan undre. Han er, sammen med Nebelong, især blevet kritiseret for Viborg Domkirke. Hans opgave her var begrænset. Den bestod vist mest i fjernelse af et lag hvidtekalk.
Museums-, turist- og Forskønnelsesforeningen stiftedes 1914 med nævnte arkitekt Tidemand-Dal som første formand. 1918 åbnede Næstved Museum i det gamle rådhus på Kirkepladsen. 1927 flyttede flyttede det ind i huset her, nyrestaureret til formålet.
1805 opførtes et parallelt sidehus i syd (t.h., nærmest) 8 fag bindingsværk i 1 etage, fra senest 1817 med grundmuret gavl mod gaden. Det blev 1912 eller kort før overtaget af ekviperings og manufakturhandler Andreas Rasmussen og blev ca. 1915 erstattet af et nyt hus. Mellem 1810 og 1817 tilføjedes en gadelænge, 7 fag bindingsværk, dog grundmuret mod gaden, hvor nu havemuren står, i 1 etage, forlænget til 11 fag før 1867 hvorved åbningen mod gaden blev så smal at den kunne lukkes med en bræddeport. Det hus stod til 1936 da det blev erstattet af en denne nye kustodebolig bag haven, tegnet af arkitekt Johs. Tidemand-Dal. Gadelængen med den tidligere kustodebolig blev revet ned straks efter at huset her var færdigt.
Tjenesteboliger er gået af brug; nu er her administration.
I museets have gemte et par løver sig i en årrække i buskadset. De var udført i beton af Karl Hansen Reistrup omkring 1900 og havde tidligere flankeret hovedindgangen til Teknisk Skole hvor de måtte vige pladsen for en udvidelse af Jernbanegade. I foråret 1984 kom de igen frem i lyset ved en rydning af buskadset. Efteråret 1996 overtog de tjansen som dørvogtere ved Næstved Museums afdeling i Boderne hvor de nu desværre er ved at forvitre.
Vilh. Lorenzen: Helligaandshuset i Næstved, Gammel dansk Bygningskultur II, Kbh. 1909
J. Tidemand-Dal: Helligåndshusets genfødsel - den store restaurering 1926-27, Næstved Museums jubilæumsskrift 1943, genoptryk med noter i
Liv og Levn 11 - 1997
Palle Birk Hansen: Helligåndshuset i Næstved - en opmåling og en hypotese, Hikuin 7, Højbjerg 1981
Palle Birk Hansen: Helligåndshuset, Bygningshistorie; pjece, Næstved Museum 1988
Palle Birk Hansen: Næstved - by og stad, Liv og Levn 8 - 1994
Palle Birk Hansen: Næstveds boderækker, Liv og Levn 10 - 1996