Ringstedgade 6

Ringstedgade 6
10/4 2009 kl. 16.41 © pelo

Forhuset her er opført i bindingsværk (nu overpudset) mellem 1781 og 1791 for købmand Mathias Buch. Stueetagen fik store butiksruder før 1909. Omkring 1900 havde taget bred taskekvist i nord (t.v.) med ateliervinduer.

I årtierne omkring 1800 brugte skiftende ejere huset til udlejning. Omkr. 1787-1801 var det officersbolig. Omkr. 1834-69 var her bolig for landfysikus, embedslægen der også var chef for Amtssygehuset lidt længere ude ad Ringstedgade. 1834 er det Christen Leth (1794-1837) med kone, tre børn, en tjenestekarl og tre tjenestepiger, desuden den unge arkitekt Georg Kretz som logerende. Senest 1840 er det hans efterfølger Ove Høegh Guldberg (1805-69) der også ejede gården, i det mindste 1867 til sin død. Lad os se lidt på hans storborgerlige husstand:

1840 er han 35, fruen er 28, de har datteren Margrethe på 3 og sønnen Ove på 1. Desuden bor her 2 unge ugifte læger, chirurgiske amanuenser, ganske som lærlinge boede hos principalen. Desuden frk. A. Brylov på 63 der holder institut, vel skole, med sin plejedatter på 15. 2 tjenestepiger passer det praktiske. 1845 er sønnnen væk antagelig død - hverken social status eller lægelig ekspertise sikrede mod den høje børnedødelighed. Parret har fået tvillingerne Julie og Emmy, nu 2 år. De 2 amanuenser er afløst af Christian Hahn, 33 og ugift, underlæge i 4. Dragonregiment. Han har vel taget sig af det miltære sygehus der endnu lå på hjørnet af Kirkepladsen og Pølsen, men som 1853 flyttede til nabohuset (næste side). Tyendet er vokset til 1 tjenestekarl og 3 tjenestepiger, men gården omfattede også både stald og svinehus, sikkert også hønsehold. 1850 er datteren Anne på 5 kommet til, og de 4 døtre har guvernante, frk. Anna Munk på 22 hjemme fra Århus. Christian Hahn er her stadig, hans militære rang nævnes ikke længere. 1860 er guvernanten afløst af en lærerinde, frk. Elise Nicoline Gandel, 37.

1880 begyndte Hans Frederik Braae (1850 - ca. 1923) papirhandel her, de første mange år med bogbinderi, men det solgte han fra 1909, da han mere og mere slog sig på legetøj og galanteri. Han boede her også med familien og

Enkefru Augusta Braae (d. 1940) fortsatte forretningen under mandens navn. 1925 boede hun her med en husassistent og de logerende brødre Poul og Ernst Friis der drev forretningen til mindst 1949, Poul Friis til mindst 1960. forretningen fandtes til mindst 1968.

Andreas Rasmussen (f. 1853) startede sin herreekviperings- og manufakturforretning senest 1882 i Kindhestegade, flyttede 1883 til Vinhusgade og 1885 hertil. Han dække bredt med både Nestved billigste Beklædnings-Oplag og første Kl. Tilskjæring. Han boede her med familien, men hverken personale eller tjenestefolk. 1903, flyttede han forretningen hen i nr. 4 hvor han kaldte den Tøjhuset.

1886-95 var der fotografisk atelier på kvisten. Snedkermester Ejnar Voss havde forretning her omkring 1938-49 med speciale i gamle mahognimøbler. Efteråret 1969 flyttede AnBi Sko ved Ellen og Hans E. Christiansen herhen fra Kindhestegade 1. De lukkede ca. 1993.

Ringstedgade 6
24/3 2002 kl. 16.40 © pelo

Mindetavle udført af Christer Holmgren, afsløret af Abel Schrøder-Komiteen 17/8 1993. Du kan læse mere om billedskærerdynastiet Schrøder her.

Som de fleste af byens gårde kan denne følges tilbage til grundtaksten 1682. Den anfører Mette Abels som ejer. Hun var enke efter Abel Schrøder den Yngre (død 1676).

Ringstedgade 6, baghus
15/3 2002 kl. 15.59 © pelo

Ejendommen var fredet 1944-72. På heldige tidspunkter i dagtimerne giver porten adgang til den smukke private gård med baghus og Helligåndshusets nordfacade.

Baghuset kan med ændringer dateres tilbage til 1761, da det er 8 fag i 2 etager. Mellem 1781 og 1791 er det vokset med et fag eller 2 alen og 5 tommer. Mellem 1808 og 1810 yderligere med 3 fag, men på bekostning af førstesalen hvoraf kun frontkvisten over 3 fag bliver tilbage. For første gang nævnes kælder under 3 fag. Mellem 1810 og 1827 ender huset på de nuværende 9 fag.

1761-81 kaldes det møllehus, 1791 brændehus og portrum (til vogne), fra 1810 også værelser (til tyende), 1827 også rullestue.

Baghusets bagside: se under naboen, 1 side frem.

Et mindre tilsvarende sidehus forsvandt mere eller mindre ved en tilbygning 1979 for skotøjshandler Hans E. Christiansen (t.v.). Andre udenomshuse er nu ryddet. At det har været en betydelig gård ses også af at den senest 1808 havde locum - i svinehuset - og egen post med pumpe.

20/4 2011