Ringstedgade 10
10/9 2006 kl. 16.54 © pelo

Ringstedgade 10

opført 1911-12 for professor J.F. Fischer, købmand Lillelunds svigersøn, militærlæge i København. På et foto fra tiden omkring 1. verdenskrig ser huset meget anderledes ud: hvis facade med en dør i hver ende og tre høje vinduer i midten. De store butiksruder kom til før 1950, stiftmosaikken 1956 ved arkitekt Peter Karstensen.

Det tidligere hus var et håndværkersted:

Isenkræmmer Bernhart Christensen flyttede sidst i 1913 sin forretningen Billigheden, grundlagt 1911 i Østergade 4, , hertil; den var her til mindst 1920. Omkring 1917-21 var her endnu en isenkræmmer, Chr. Petersen. De afløstes 1922 af Chr. Andreesen der 1935 flyttede til nabohuset (foregående side) og afløstes af Frederik Knudsen med skind- og pelsvarer der flyttede hertil fra Vinhusgade 10, fraflyttet 1949/50 til det da nybyggede Ramsherred 23, 1959-91 i Severinsens Hjørne. Frem Radio havde på sin vej ind ad Ringstedgade mellemstation her 1950-55.

Urmager og optiker Erland Urstad (d. 2003), etableret 1951/52 i Kindhestegade 4 købte huset 1955, flyttede ind ovenpå og åbnede butik t.v. 1/12 1955. Samme dag åbnede Jørn Schytte Inventar- og Fyldepennemagasinet, hidtil i Kindhestegade 10 t.h., der januar 1966 udskilte Kontor Forsyningen. Urstad lukkede 2000. Schyttes tidligere lokale blev midt i 70'erne overtaget af kæden Morell Stoffer ved Richard Morell der i slutningen af 1982 flyttede over i nr. 11.

14/4 2011