|
det offentlige
|
|
byhuse
|
|
i periferien |
Den nationale funktionalisme har to kilder: Den hjemlige, skandinaviske og nordeuropæiske nyklassicisme og den internationale funktionalisme.
Overgangen fra en stadig mere nøgtern nyklassicisme til funktionalisme er ikke skarp. Det er ikke oplagt hvor Skyttemarksvej 59-61 eller Johs. Tidemand-Dals arbejder fra 1930'erne og 40'erne hører hjemme.
Over for den internationale funktionalisme sattes hjemlige materialer, især tegl. I en tid med valutarestriktioner og krig var brug af stål og jernbeton ikke oplagt. Arbejdsløsheden indbød heller ikke til at forkaste hjemlig håndværkertradition eller til at anvende præfabrikerede elementer. Traditionelle sadeltage ansås for bedre egnede til det danske vejrlig. Men heller ikke til den internationale retning er grænsen skarp.
En del bygherrer, nok mest offentlige, kunne ikke dy sig for en frontispice (fremhævet facadegavl), magtens huse kunne fremtræde ganske imposant. Det lokale eksempel er arkitekt Jørgen Otbo.
I boligbyggeriet bliver altaner standard, selv om de for en tid forsvinder igen under krigen. Altaner udnyttes bevidst i facadekomposition. Uden for bymidten, ubundet af eksisterende gade- og karreforløb, bliver blokkene lagt frit i grønt område, orienteret efter solen.
For skiftet fra historicisme til funktionalisme kan nabohusene Brandtsgade 26 og 24 fra hhv. 1914 og 1946 sammenlignes, begge mindre byhuse med 5-6 lejligheder i 3 plan.