12/5 2007 kl. 18.36 © pelo
Værnepligten påhvilede kun landbefolkningen. På Grønnegades Kaserne boede 1845 64 rekrutter, alle ugifte, 22-23 år (1 dog 24); 63 var født i landsogne, 1 i København. 63 født på Sjælland og Lolland-Falster, 1 i Jylland. 48, dvs. 75%, var fra Præstø, Sorø og Maribo amter. Det var sådanne lokalt eller regionalt forankrede bondesønner og nok især -karle der måtte tage det første stød i krigen om Slesvig 1848-50. 4. Dragonregiment blev straks sat ind i kampen.
På Mindesmærket ved Sct. Mortens Kirke fra 1904 ses 28 faldne. De 27 er fra oplandet, 1 fra Næstved by: Søren Johnsen. Han var svend hos snedkermester Chr. Nielsen på hjørnet af Hjultorv og Kindhestegade.
1849 vedtoges lov om alm. værnepligt. Den korte 2. slesvigske krig 1864 var blodigere. Begge dele betød sværere tab, også for købstaden.
Året efter krigen tog en gruppe borgere initiativ til et mindesmærke. Næstved Avis 5/10 1865:
Efter at Undertegnede i Juli Maaned havde udstædt Opfordring til at yde Bidrag til en Mindetavle i en af Byens Kirker eller et Monument paa Kirkegaarden over de 7 herfra Byen Udkommanderede og Frivillige, som faldt i Krigen 1864, og efterat Indsamlingen i August Maaned var sluttet med et Udbytte af 143 Rd. 1 Mk., da nævnte Sums Størrelse ikkun tillod Anskaffelsen af en Mindetavle, og vi ansaae St. Mortens Kirke som mest passende .. det søndre Vaabenhuus ... Tavlen er nu opsat og vil blive afdækket førstkommende Søndag den 8de ds.
F. Galle.
Chr. Hansen*.
A.C. Bang*.
14/10 takkede Ferd. Fischer på de pårørendes vegne.
Tavlen hænger stadig i våbenhuset. Den rummer 7 navne, 3 fra oplandet og 4 fra Næstved:
Frederik Vilhelm Fischer var søn af løjtnant, skomagermester Ferd. Fischer*, Vinhusgade 3-5. Julius Claudi Eriksen var opvokset som fattigbarn i Helliggejst.
Mindestenen har 39, heraf 7 fra købstaden; foruden de 4 fra tavlen også:
blev demobiliseret, vendte hjem til Næstved og genoptog deres næringsvej, mange vel med ar på legeme og sjæl. Der var ikke noget der hed PTSD dengang. Erhvervsdrivende annoncerede i Avisen (28/5 - 12/12):
Veteranerne organiserede sig i De danske Vaabenbrødre 1859, afdeling i Næstved 1862.
Afsløringen blev en stor begivenhed. Forsvarsbrødre, våbenbrødre og dragoner marcherede med faner. Den navnkundige krigsmin. Madsen var hovedtaler. Regimentets musikkorps spillede. Dagen sluttede med 2 festmiddage: forsvarsbrødrene med damer, 500 kuverter, på Industribygningen, våbenbrødrene mere beskedent på Jernbanehotellet.
Flankering af 4 potent opretstående kanoner med kugler gjorde mindesmærket til en militærpolitisk manifestation. Sydsjællands Social-Demokrat 4/5: Hr. Regnar Petersens Kanoner ved Forsvarsbrødrenes Mindesten er nu stablet op paa Enden, saaledes at Mundingerne vender lige lukt op i Luften og 14/6: Hr. Regnar Petersens Fæstning paa St. Mortens Kirkeplads. Det var et ekko af et slogan som oppositionspressen i hovedstaden og på landsplan med held kørte 1903-04 mod krigsministeren: Madsens kasematter.
Da der 1911-14 kom flere soldater til Næstved, dæmpede Social-Demokraten sin principielle antimilitarisme; der var arbejdspladser i garnisonering. En tilsvarende dobbelthed finder vi hos Næstveds borgerskab: Tvangsindkvartering af mandskab og især heste var en byrde, men militæret gav også omsætning. Problemet lettede vel noget da Næstved i årene efter 1. verdenskrig blev nedrustet, men helt løst blev det først 1940 med Gardehusarkasernen.
1925 ønskede menighedsrådet kanonerne men ikke stenen fjernet. Det strandede. Ved renovering af kirkepladsen 1968 blev kanoner med kugler flyttet til Gardehusarkasernen, stenen til den anden side af kirken. 2003 vandrede Gudrun Lauesens Kalven (1968) modsat krigsmonumentet: fra det grønne anlæg bag koret hertil, hvor den er blevet et yndet klatre- og ridedyr for børn. Det er vist et meget godt udtryk for mentalitetsændring i det offentlige rum.