Næstved historisk set

	middelalder: romansk ca. 1100-1300: Tykke mure i natursten, senere tegl der hviler på halve cirkelbuer over små døre og vinduer. Næsten kun bevaret i kirker og klostre, i Næstved kun som detaljer efter senere ombygninger
	- og gotisk ca. 1250-1536: Stræbepiller og spidsbuer giver lethed, højde og lys. Flot repræsenteret i Næstved, både kirkeligt og verdsligt
	renæssance ca. 1500-1650: I provinsen hverken Rosenborg eller Børsen, men flotte bindingsværksgårde med samme stiltræk. De dominerede tidligere provinsbyerne, også Næstved. Men der er kun bevaret to, og et par detaljer, efter hårde nedrivninger
	enevælde: gårde i bindingsværk ca. 1660-1800: Kongernes, adelens, de store kirkers og hovedstædernes arkitektur, ses ikke i Næstved der var i rivende tilbagegang i de år - heller ikke den borgerlige barok der udvikledes i København med ildebrandshusene. Men der er lidt gårde og huse fra tiden
	- og rokoko ca. 1750-1800: Med lidt god vilje repræsenteret i Næstved med 2 huse, men de er stærkt ombyggede og 1 kunne lige så vel kaldes klassicistisk
	klassicisme ca. 1800-1860: Napoleonstidens og det fremvoksende borgerskabs huse, smukke, enkle, strenge, lidt kedelige. Deles tit op i empire og efterfølgende biedermeier
	Næstved o. 1875 en mellemstatus
	historicisme 1852 - ca. 1930: Industrialiseringens og folkevandringens huse stjæler med arme og ben fra tidligere perioder og kombinerer dem frit. Jernbanegade er nærmest en parade af den tids huse, men de findes overalt i byen. Villaerne er noget nyt
	jugendstil ca. 1900-1918: Den lyse lette optimistiske stil med "organiske" træk og lighed med gotikken levede kort. Første verdenskrig slog den ihjel. Svagt repræsenteret i Danmark og snarere i den tunge tysk-østrigske udgave end i den lette belgisk-franske. I Næstved ses kun enkelte detaljer
	nyklassicisme ca. 1910-: Moderation af historicismen eller overgang til funktionalismen
	international funktionalisme 1932-: Det er moderne! Stål, beton, glas, flade tage, rette linjer, ingen overflødig pynt. Den sørger beboerne som regel selv for med blyindfattede ruder og røvbaldegardiner
	national funktionalisme1931-: Indser at flade tage ikke duer i Danmark, og at tegl stadig er et glimrende materiale, imødekommer måske også den nationale tidsånd
	brutalisme 1956-, fortsættelse af international funktionalisme. Det er præfabrikerede betonelementer uden megen kamuflage. I DDR hed det Plattenbau
	traditionalisme ca. 1975-: Energikriser gjorde døre og vinduer mindre. Solide huse, enten lidt kedelige eller vel tuttenuttede. Der er mange af dem i byen
	postmodernisme ca. 1990-: Det aner jeg ikke hvad er. En genoplivelse af historicismen? Alt er tilladt, stiltræk og indfald blandes frit. Det kan ikke bære hele huse, kun snurrige detaljer

andre måder:

søg med Google:

Næstved er en typisk middelstor provinsby: I århundreder en teglhængt landsby, privilegeret til at brænde brændevin. I nutiden: Et halvt hundrede tusind indbyggere, banegård, havn, bibliotek, torv, to middelalderkirker, klosterkirke og et par nyere, to gymnasier, teknisk skole, handelsskole, AMU-center og sygeplejeskole men ingen højere læreanstalter.

Men byen har også sit særpræg. Det er vidtgående bestemt af Susåen, Sandbjerget, Skovkloster, soldater og sanering.

Beliggenheden mellem Susåen i sydvest og Sandbjerget i nordøst giver niveauforskelle og stejle gader. Den giver også grønne områder tæt på bymidten. I nordvest trak Skoklosters, det senere Herlufsholms jorder grænsen for købstaden der hvor nu Centerring Rådmandshaven løber.

Byens udviking falder i to overordnede perioder:

Den førindustrielle by

er en integreret by: Rig og fattig boede i samme kvarter, i samme gade, ja i samme hus. Det hænger sammen med at man levede i husholdninger, dvs. foruden selve familien også tjenestefolk eller tyende. Tyende var både egentlige tjenestefolk (barnepige, kokkepige, hushovmester, amme, stuepige, kusk) og ugift arbejdskraft der boede hos mester. I de finere huse boede husbond med familie typisk på første sal mens der kunne være kontorer i andre lokaler, og tyendet boede i på lofts- og kælderværelser og i baghuse.

Næstved har bevaret to fine eksempler på den slags huse: Wittusens gård og købmandsgården på hjørnet Riddergade, Østergade.

Småborgerlige næringsdrivende holdt også tyende, bare i mindre omfang. Alligevel havde også deres huse betydeligt udenomsrum i bag- og sidehuse til produktion, men også til stald og oplagring. Man købte stort ind enten direkte hos bønderne på torvet eller hos en storkøbmand. Næstved har en del af den slags huse. Gode eksempler er Købmagergade 6, Kindhestegade 7 og Riddergade 8. I det sidste eksempel rummer forhuset nu liberalt erhverv mens baghuset, smukt restaureret, er en attraktiv bolig.

Men integrationen havde grænser. Også i en førindustrielle by var det gader med lav anseelse. "Ramsherred" fortæller det, først brugt om et nu forsvundet stræde mod Suså, så om det nuværende Ramsherred. Et andet eksempel var Fattigbostræde, nu Sortebrødrestræde. Men så drejede det sig om helt marginale grupper, kriminelle, prostituerede og folk på fattighjælp.

Til den førindustrielle by svarer i store træk stilperioderne til og med klassicismen.

Industrialismens by

er en segregeret by. Segregeret betyder adskilt, forskellige klasser boede i hver sine huse, helst i hver sine kvarterer. Det hænger sammen med at den nye store gruppe af lønmodtagere ikke holder tyende. Den lever i kernefamilier: far, mor og børn.

Næstved har ikke noget udpræget arbejderkvarter. Det skyldes dels at byen voksede ret svagt indtil 1938, dels at meget er revet ned. Nærmest kommer nok Møllegade, hvor nr. 8-12 stadig står mens resten er revet ned. Den førte meget praktisk ud til byens største arbejdsplads Maglemølle Papirfabrik. Fabrikkerne lå inde i eller tæt ved byen. Centre var også Hermansens Jernstøberi, senere DEFOR, i Grønnegade og industrien i Farvergade. Men det ses ikke meget i dag, næsten alt er forsvundet. Senere gik kommunen og arbejderbevægelsen ind i boligbranchen.

Til industrialismens by svarer i store træk stilperioderne fra og med historicismen.

Byplanloven 1938 krævede adskillelse af bolig- og industribyggeri, industrien flyttede efterhånden ud i nye industrikvarterer. Også børnefamilier flyttede ud, til forstædernes boligblokke og parcelhuse. Tilbage bliver de unge, de gamle, de enlige og de mærkelige, og så handel, service, kultur og forlystelser. Måske er vi på vej ind i en tredje periode, den postindustrielle eller postmoderne by.